Neoliberalisme er sund fornuft

SFOF, Idépolitik i bevægelse, filosof Anders Fogh Jensen ‘Hvad er neoliberalisme? D. 25. Februar 2009.

Hvad de færreste fremmødte forventede blev  udgangen på filosof Anders Fogh Jensens oplæg om neoliberalismen: Den er gået fra at være en ideologi til at blive almindelig sund fornuft. Og hvad stiller moderne socialister op med det?

Anders Fogh Jensen sagde fra begyndelsen, at hans oplæg ikke havde nogen politisk mission:

-Det, jeg kommer til at sige i dag, er overraskende lidt politisk.

Dermed var tilhørernes ører gearet til det, han ville, som var at søge idéhistoriske svar på spørgsmålene: Hvordan er liberalismen opstået, og hvorfor begyndte liberal kritik?

Lad os være

Engang i midten af 1600-tallet skal en købmand have sagt til kong Ludvig den fjortendes finansminister, at hvis de ville gøre noget for ham, skulle de lade ham være i fred. Omkring hundrede år senere levede denne anekdote om, at staten blander sig alt for meget, stadig i Frankrig. Og i det ligger en af grundstenene til liberalismens opståen, princippet om, at staten skal lade det bevægende (handlende, legende osv.) være. Politik skal ikke mere indrettes efter principper men efter, hvordan den giver mest mulig effekt. Denne utilitaristiske tankegang slog igennem fra ca. 1750-1800, og var symptomet på, at liberalisme er født som en kritik af staten.

I ved alligevel ikke hvad der er bedst

Omkring samme tid nemlig i 1779 kom englænderen Adam Smith med værket ‘Wealth of nations’. Her præsenteredes idéen om ‘den usynlige hånd´, der stadig er en kendt liberal tanke. Men hvor mange i dag kender markedets ‘usynlige hånd’ som en idé om, at markedet af sig selv på magisk vis regulerer alting, tilførte Anders Fogh Jensen yderligere en dimension til begrebet. Tanken om denne ‘usynlige hånd’ hænger tæt sammen med liberalisternes foragt for idéen om, at staten kan vide, hvad der er bedst for den enkelte. ‘ I ved alligevel ikke, hvad der bedst, så hold jer væk’, bliver det styrende princip. Liberalisterne mener simpelthen ikke, at det er muligt at vide, hvordan mennesker vil handle og det eneste, der derfor kan svare på, hvordan noget kan eksistere, er markedet. ‘Den usynlige hånd’ er således at foretrække frem for en bedrevidende stat. Markedet får sandhedsniveau. Markedet bliver det naturlige. Politik bliver et spørgsmål om, hvordan man kan intervenere, så markedet har der bedst muligt, og politikkens begrænsningen er, at hvis den intervenerer i markedet, intervenerer den i naturen.

Hvordan så styre?

Liberalismens politiske rationalitet bliver at styre på befolkningens interesser, for her kan politikken styre uden at gribe ind fx via hardcore forbud. Anders Fogh Jensen udtrykte det sådan, at interesse er et interface mellem staten og befolkningen. Mennesket vil altid et eller andet fx at være sammen med andre mennesker, og staten kan derfor straffe dem (altså styre) ved at bure dem inde. Idéen om at styre på interesse er fundamental for liberalisme såvel som nyliberalisme og et frisk eksempel kunne være regerings skattereform, der bl.a.foreslår en højere afgift på cigaretter. Man kunne også bare forbyde dem, men det ville være at gribe ind i markedet. Med en afgift kan man (måske) alligevel gribe ind i befolkningens adfærd røre uden at røre, som Anders Fogh Jensen

kaldte det. Hele dette scenarie forudsætter, at hver enkelt opfører sig som den ‘economic man’, amerikanerne senere tilførte liberalistisk tankegang. For ‘economic man’ er alting en økonomisk afvejning af fordele og ulemper (for en selv) ved en given handling og intet andet. Hvis cigaretterne bliver dyrere, har man fx ikke råd til den ferie, man havde planlagt, og så ryger man mindre.

Fra nulsum til vækst

Frem til  1700-tallet, hvor liberalismen opstod, opfattede man økonomi som et nulsumsspil. Derfor var det ikke så godt, hvis nabolandet blev rigere, for så var der mindre rigdom til ens eget land. Men liberalisterne begyndte at tænke økonomi som et vækstspil og bl.a. den idé lå til grund for Wien-traktaten, der blev indgået mod Napoleon i 1815. Man ville ikke have imperier, for det sinker det økonomiske spil. Det er godt med flere forskellige lande, der handler med hinanden, og nu var det godt, hvis de andre lande blev rigere, for så blev ens eget land det også. Som et eksempel på, hvordan den liberalistiske tankegang om økonomisk vækst har sejret, påpegede Anders Fogh Jensen, hvor optagede vi fx i dag er af, hvordan det går med den amerikanske økonomi. For liberalisterne bliver det synonymt med frihed, at mennesket kan agere på markedet, og liberalismen er således dét, der producerer frihed. Mennesket er  forbrugeren af frihed og staten kan gribe ind og sikre frihed. Anders Fogh Jensen illustrerede dette ved eksemplet, at den arbejdsløse også får penge af en liberal stat, for ellers kan han ikke agere på markedet. Hvis han mister sin købekraft, kan spillet (den økonomiske vækst) ikke fungere.

Ordentlig frihed

Netop fordi, at det for liberalismen er afgørende, at mennesket kan agere på markedet, bliver frihed farlig. Når individet er frigjort fra staten, er liberalisterne stillet over for dilemmaet, at de ikke må blande sig for meget i markedet og samtidig må konstatere, at individet ikke altid forvalter sin frihed, som liberalismen helst vil have det. Liberalismen indebærer derfor også disciplinering, overvågning og straf, som bl.a. Michel Foucault har vist, som praksis. I dag vil man måske være tilbøjelig til at mene, at det er uliberalt at overvåge befolkningen, men i Anders Fogh Jensens udlægning er liberalismen på samme tid ‘overvågningsliderlig’ og skrækslagen for fænomenet. Liberalismen vil have befolkningen til at forvalte deres frihed på en sådan måde, at de kan agere på markedet, og det man fx ikke, hvis man sidder i fængsel. På samme tid kan den ikke sige til folk, præcis hvad de skal gøre, for det kan staten ifølge liberalismen jo ikke vide. Svaret bliver at disciplinere befolkningen, så den bruger sin frihed bedst muligt ‘af sig selv’, med en lille smule hjælp fra den liberale stats styring af dens interesser.

Frelse via kapitalisme

En af de store hjælpere, som bl.a. ændrer liberalisme til det, vi i dag kender som ‘nyliberalisme’, er protestantismen. Den tyske sociolog Max Weber påpegede denne sammenhæng i 1920, hvor Tyskland lå nedbrudt efter første verdenskrig, og man stod over for udfordringen at bygge en stat op igen. Valget faldt på at skabe en stærk kapitalisme, og forklaringen på det var ifølge Max Weber, at Gud ifølge protestantismen allerede på forhånd har bestemt, hvem der er udvalgt til at blive frelst. Måden mennesket kan vide det på i sit liv på jord er, om det er succesfuldt. Gerrighed bliver derfor en dyd, der så at sige kan skaleres op til et helt samfund, og protestantismen blev på den måde en effektiv motor for det kapitalistiske samfund. Tyskland blev et land med et succesfuldt marked, som skulle påvirke staten, i stedet for at holde sig væk. Hvor den gryende liberalismes mantra var, at staten skulle lade markedet være, tænker nyliberalisterne, at markedet skal påvirke staten så meget som muligt. Offentlige institutioners legitimering blev deres grad af liberalistisk praksis. Staten må godt være stor, bare den opfører sig som et marked, og det er bl.a. denne diffusion af liberalistisk tankegang til den offentlige sektor, der har ophøjet nyliberalisme til almindelig sund fornuft i dag.

-Når DR i dag skal lave et nyt program, sender de det i udbud mellem de forskellige afdelinger. DR må altså godt være store, de skal bare drives af en markedslogik, sagde Anders Fogh Jensen .

Staten som marked

Mens liberalisterne så markedet som noget naturligt, ser nyliberalismen markedet som en konstrueret fornuft, der levner plads til en offentlig sektor. Det afgørende er, at markedet er den bagvedliggende fornuft i enhver henseende, og den skal presses ned i alle samfundets forhold. Reglerne for dette spil er jura, og livet er (kort sagt) en konkurrence. Hvis ikke der er konkurrence, er der for liberalismen ikke liv. Monopoler og karteller skal opløses, ikke fordi staten må påvirke konkurrencen, men fordi den har til opgave at sikre konkurrence. Staten må i dag gerne røre ved det hele, hvor den i den klassiske liberalisme skulle ‘røre uden at røre’. Det  afgørende er, hvordan staten rører ved markedet. Den må styre på interesser, fremme fornuftig frihed ved fx at opføre sportshaller, så unge spiller bold i stedet for at handle med hash osv.

Jeg er en virksomhed

USA har selvfølgelig deres egen version af liberalismen, som til dels kom vandrende til dem i form af jøder, der flygtede fra Hitler under anden verdenskrig. Men den amerikanske formulering af liberalisme er ikke en kritik af staten, så meget som den er en slags definition af den menneskelig fornuft og psykologi. Anders Fogh Jensen kaldte den en antropologi, hvor mennesket handler som det er bedst for det selv. Det er et fornuftsvæsen - en ‘economic man’. I denne optik er ethvert menneske en lille virksomhed, og den samlede økonomi er en stor økonomi med en masse små økonomier indeni. Her er det ligefor at styre med markedslogikken og se alt som en kapital. Anders Fogh Jensen havde dette eksempel:

-Mange har sikkert prøvet at føle, at de ‘investerede’ tålmodighed i et barn for at få noget glæde ud igen.

På samme måde kan markedets logik udstrækkes til det kriminelle område. Staten må straffe på en måde, så det er ‘uøkonomisk’ for den enkelte (som virksomhed) at begå mord. Vi opererer altså hele tiden på markeder for børneopdragelse, mord, forbrugsgoder osv. Liberalisterne vil sige, at vi går til ethvert valg ligegyldigt hvor usammenlignelige, de kan forekomme, med den samme rationelle logik, der opvejer, hvad der er bedst for mig:

-Alle er virksomheder, der forsøger at maksimere egen tilfredshed, sagde Anders Fogh Jensen.

Todimensionel moderne fornuft

Den nyliberale tankegang i form af markedets logik er i dag presset ned i alle samfundets forhold. Nødhjælp skal sælges som geder, staten skal konkurrere med sig selv og vi er alle små virksomheder med cv’er, vi agerer på arbejdsmarkedet med. På denne måde har den liberale tankegang okkuperet den moderne fornuft, og den er lige så umulig at komme udenom, som Marx var i 70erne.

Men selvom liberal tankegang i dag bliver opfattet som fornuftig og naturlig, er det stadig muligt, at påstå, at verden og mennesket er drevet af andre behov, end at maksimere deres egen lykke. Det vi bare lyde ufornuftigt.

-Der vil nok være en vis galskabens tone i det. Man vil lyde ufornuftig, sagde Anders Fogh Jensen.

Er der noget, liberalismen ikke kan, ville tilhørere vide, og Anders Fogh Jensens svar var, at liberalismen fx forudsætter det, han kaldte elasticitet af den enkelte. Det er fx ikke nok at styre på narkomaners interesser, for de har ikke den for liberalismen nødvendige evne til selv at forvalte deres frihed. Anders Fogh Jensen mente også, at den nyliberalistiske fornuft viser sig flad og todimensionel. Journalistikken producerer i dag forbrugerprogrammer, hvis eneste formål er at finde fejl.

-Men foruften kan så meget mere end at finde fejl, sagde Anders Fogh Jensen.

Og her ligger måske en åbning for kritik, som socialister kan tage op.